Overvejer du at købe en iPad, men er i tvivl om du skal købe den med eller uden 3G? Vi fortæller dig hvorfor du sagtens kan nøjes med at købe den billige iPad uden 3G.
Af Anne-Sophie Rasmussen
Det er kun knap 3 år siden, at den første iPad kom på markedet. Det var april 2010, at Apple kunne præsentere det vi i dag kender som en tablet. Mange nyere versioner og andre producenters tablets er kommet til siden, men det har desværre ikke rigtig presset prisen ned på en ”ægte”, ny iPad. Selv den billigste model, iPad 2 med 16 GB, begynder priserne ved ca. 2900 kr.
En iPad er altså generelt en dyrere type gadget at anskaffe sig. Til gengæld har den også så uendeligt mange muligheder indbygget, at folk er villige til at lægge pengene for den. Trods den umiddelbart høje anskaffelsespris, kan du dog vælge om du vil købe din iPad med Wi-Fi eller med Wi-Fi + 3G, hvilket har stor betydning for prisen.
Vælger du den sidste – og klart dyreste – løsning, er du ikke afhængig af at være i nærheden af trådløst internet for at komme på nettet med din iPad. Du kan i stedet anvende det mobile 3G-netværk, altså det samme netværk som din iPhone anvender.
Derfor vælger mange at købe en iPad med 3G + Wi-Fi, hvis de ofte er på farten og ikke altid har mulighed for at koble sig på trådløst internet. Der findes dog andre måder at komme billigt på nettet med sin iPad – også uden 3G. Vi afslører hvordan nedenfor.
Derfor kan du sagtens klare dig med den billige iPad
Argumentet for at vælge den dyre iPad er, at du skal kunne anvende den overalt, men vidste du, at du faktisk ganske nemt kan dele din iPhones netværk fra dit mobilabonnement, så iPhonen bliver omdannet til en lille trådløs router?
På den måde kan du forbinde din iPad via Wi-Fi og være på nettet, selvom du umiddelbart befinder dig et sted uden ”almindeligt” trådløst internet. Denne løsning kan du naturligvis også anvende, hvis du en gang i mellem har behov for at komme på nettet med din bærbare computer på steder, hvor der ikke er Wi-Fi.
Vi vil derfor anbefale, at du køber den billigere iPad kun med Wi-Fi, hvis du gerne vil spare de ekstra 1500-2000 kr.
Sådan bruger du internetdeling på din iPhone
Inden du går i gang, skal du være klar over, at det fungerer bedst – og billigst – hvis du har et mobilabonnement med en god portion data og en vis downloadhastighed. Hav gerne minimum 3 GB data inkluderet om måneden og en hastighed på min. 5 Mbit. Mindre kan også gøre det, men det kan i så fald godt blive en træg oplevelse at bruge mobilens netværk.
Ellers er det meget simpelt at lave din iPhone om til en trådløs router:
1. Start med at gå i ’Indstillinger’ > ’Internetdeling’ > slå ’Internetdeling’ til
2. Klik på ’Wi-Fi-adg.kode’ > nu kan du ændre adgangskoden til en personlig kode, så alle ikke bare kan anvende dit netværk. Vil du dele dit netværk med andre, er det også dén kode de skal taste for at komme på.
Herefter kan du se det oprettede Wi-Fi-netværk under tilgængelige netværk på din iPad, computer eller anden enhed. Du kan maksimalt give adgang til fem enheder via forbindelsen.
Det skal siges, at du også sagtens kan lave andre smartphones med fx Android- eller Windows Phone-baserede styresystemer om, så du kan bruge dem som netværk sammen med din iPad.
Dette indlæg er skrevet af Anne-Sophie Rasmussen. Anne-Sophie er til daglig skribent på Bredbåndsluppen.dk, hvor du kan finde flere gode tips og tricks til bredbånd, tablets og computere.
Stephan Viftrup skriver
Hej Anne-Sophie
Fuldstændig enig.
Der er mange penge at spare, også i kun at skulle betale for ét abonnement. Det er stadig kun få udbydere der tilbyder flere simkort til samme abonnement.
En tilføjelse er yderligere at det er værd at overveje om du har brug for at købe 64Gb plads eller kan nøjes med 32 eller en 16Gb. Det har typisk været musik og videoer der tager pladsen på iPad’en, og hvis du som jeg og mange andre benytter flere og flere streamning tjenester, er det ikke ligeså nødvendig med den megen plads.
Wimp/spotify til musik, Netflix til video og facebook/fotostream til at komme af med og se billeder.
Venlig hilsen
Stephan
Anne-Sophie Rasmussen skriver
Hej Stephan
Tak for dit svar og er helt enig i din tilføjelse 🙂 Det er en meget rigtig pointe.
Venlig hilsen
Anne-Sophie
Michael skriver
Hej Anne-Sophie,
God artikel med god dækning. Måske vi kunne håbe på dækning af de nyere ipad 4 og mini også? 🙂